Hvem lærer børnene at ryge?

Hvem lærer børnene at ryge?

Du kan vise os 1.000 nedslående fotos af impotente, lungekræftsyge stakler med rådnende tænder – og vi ryger videre.

Statistikkerne viser, at skræmmekampagnerne kun har haft en begrænset effekt på rygerne og de unge.

Da Blå film blev bedt om at lave et oplæg til en kampagne om rygning for Kræftens Bekæmpelse, var udgangspunktet at rygerne skulle være en del af løsningen. Reklamekampagnen Røgfri fremtid viste børnenes umiddelbare oplevelse af rygning – at det logisk set er en dybt mærkelig vane – og gav rygerne en positiv rolle.

Et essay om kampagnefilm og kreativ røg af Anders Harboe

Når først man er blevet hooked, er det svært at holde op med at ryge.

Hvor svært?

Svært.

Da jeg voksede op, blev der stadig sendt et sølvfad rundt med cigaretter og cigarer efter en god frokost. Dengang lærte vi børn hurtigt, at rygning var en almindelig del af voksenlivet, og da jeg blev gammel nok, skulle jeg også prøve. Og prøve. Og prøve igen…

Da jeg så var midt i tyverne og endelig holdt op, spurgte jeg min far, der selv havde lagt piben på hylden, hvor lang tid der egentlig gik, før man holdt op med at tænke på at ryge?

“De første 10 år er de værste,” sagde han.

Ikke et fantastisk motiverende indspark, far, men okay, heller ikke helt ved siden af.

Da jeg holdt op med at ryge, stoppede jeg midt i en cigaret. Jeg lå på min futon i klubværelset og røg. Og pludselig slog det mig, hvor mærkelig en vane, rygning egentlig er: Du antænder tobak og trækker den varme røg ned i lungerne for at tilfredsstille din afhængighed af nikotinen, som øjeblikkelig optages gennem lungevævet.

Jeg skoddede cigaretten og har ikke røget siden.

Da jeg producerede tekst, billeder og film til kampagnen om Røgfri fremtid, var det denne fornemmelse, jeg gerne ville formidle:

Hvis man ikke er vokset op med rygning, er det en besynderlig vane.

Røgfri fremtid?

Hvordan viser man på film, hvordan børn forstår og tolker de voksnes vaner?

Min idé var, at filme en flok børn, mens de prøvede at forklare, hvad der foregik på en række opstillede billeder af lokale rollemodeller i klassiske rygerstillinger – men uden smøger.

Spørgsmålet var, hvad de voksne havde gang i på billederne? Genkendte børnene situationerne som rygning, eller var det endnu en uforklarlig voksen-ting?

Og var der en sammenhæng mellem om børnene genkendte situationerne som rygning, og var vant til rygning hjemmefra – og omvendt?

Hvad laver de voksne?

De børn, der var uvante med rygning, fandt på røverhistorier for at forklare de voksnes fagter. Deres skæve forklaringer er indledningen på kampagnens tre film.

I kampagnefilmene brugte jeg ikke udsagnene fra de børn, der genkendte situationerne som rygning.

Ikke fordi udsagnene var uinteressante…

De børn, der til daglig oplevede voksne ryge, genkendte straks de klassiske stillinger. Det var tydeligt, at for disse børn var situationen helt normal. De så jævnligt forældre, bedsteforældre, onkler eller trænere midt i røgrutinen.

Billedet af OL-guldvinder Lisa Gjessing i fuld kampdragt foran træningslokalet, beskrev en af børnene således: “Jeg tror, hun har pause fra taekwondo, og så er hun ude at trække noget frisk luft og ryge en cigaret.”

Tilfældets gaver

Da jeg filmede interviewet med Hans Østergaard, borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, fik vi en gave.

Hans Østergaard har en hel flok børnebørn, og to af pigerne, Alma og Sine, gik med bedstefar og mig ned i skoven, da vi skulle filme.

Mens jeg stillede kameraudstyret op, bad jeg den ældste af pigerne, Sine, holde mikrofonen. Sine vendte sig straks mod bedstefar og begyndte at interviewe.

Hans Østergaard har været borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune siden 2018. Han stiller op for Venstre, og to uger før interviewet var han stoppet med at ryge. På det tidspunkt havde han altså røget stort set hele Alma og Sines barndom.

Sine gik sin bedstefar på klingen og spurgte: “Hvordan ville du ha’ det, hvis vi begyndte at ryge?”

Hans: “Jamen, det ville jeg da være ked af, hvis I begyndte at ryge, for det er jo rigtig dumt.”

Sine: “Men det er jo din skyld, du er vores forbillede, og du lærte far at ryge!”

Hans: “Jeg mener nu ikke, jeg har lært din far at ryge.”

Sine: “Men det er jo din skyld, at min far begyndte at ryge, for han så dig, og så tænkte han, det ser sejt ud…”

“Tilfældets gaver” er et udtryk Jørgen Leth bruger til at beskrive en arbejdsproces, hvor man holder døren åben for tilfældet.

At man professionelt forbereder omstændighederne – storyboard, kulisser, deltagere, udstyr – men samtidig er ydmyg nok til at vide, at magien sker udenfor manuskriptet, når omstændighederne støder sammen.

At man ikke stritter imod, insisterer på at tage mikrofonen, men tværtimod accepterer kontroltabet, og griber tilfældets gaver.

Film til rygere

Når børn vokser op i familier med rygere, bliver de fra helt små vant til, at rygning er almindeligt og ufarligt – for ville bedstefar virkelig risikere livet for en cigaret?

Når børn og unge oplever rygning i fritids- og foreningslivet, bliver de vant til, at rygning er almindeligt og ufarligt – for ville deres træner virkelig risikere livet for en cigaret?

Arbejdstiden kan være den sværeste del af et rygestop, hvis man holder rygepauser med kollegerne. En røgfri arbejdsplads gør det lettere at stoppe og sikrer, at unge ikke lærer at ryge i arbejdstiden.

Filmene er produceret for Gro&co og Ringkøbing-Skjern Kommune. Røgfri fremtid er en national partnerskabskampagne fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden.

Hvis du vil modtage en e-mail, næste gang jeg publicerer film eller tekster, kan du tilmelde dig her.